Night Light

[Buster Jackson]

@violet

Klokken var efterhånden blevet mange. Himlen var blevet helt orange, nogen steder lyslilla, og lyset var begyndt at aftage. I Londons gader var der stadig en del mennesker, der fór lidt frem og tilbage. Blandt dem var Buster. Han gik og drak en Machiato, han havde lavet lige inden hans vagt på Starbucks sluttede. Det var noget af det ideelle ved at arbejde der: man kunne altid lave lidt til sig selv. Det satte Buster ret stor pris på. Når han sad hjemme i sin enlige lejlighed og læste op på historien, han studerede, var det dejligt med en frisk lavet kaffe. Altid med mælk. Han havde aldrig forstået dem, der kunne drikke sort kaffe.. For ham var det helt umuligt..
Han stoppede op på et gadehjørne. Han havde ikke travlt, så han havde tid til at stoppe lidt op engang imellem. Igennem sine store, sorte briller betragtede han en kæmpe glasfigur af Disney stjernen Mickey Mouse. Det var måske barnligt, men det var ikke noget, han tænkte over. Han havde altid været glad for Disney! Hans far havde vist ham en gammel tegnefilm med Mickey Mouse første gang, da Buster var otte år gammel; siden da havde han været forelsket! Selvom, han var 18 havde det faktum dog ikke ændret sig. Han var jo også generelt glad for bøger og film. Hvis man beskæftigede sig med dem, behøvede man ikke tale eller henvende sig til andre.
Han kiggede stadig på glasfiguren. Den var ret detaljeret, og af en eller anden grund, kom han til at smile over den. Den var så fin, som den stod udstillet i vinduet helt alene på et hvidt tæppe. Der var ingen andre figurer, der stod og tog spotlight. Det var kun Mickey Mouse. Undskyldningen for at stå der og være halv patetisk var nok, han havde brug for at tænke lidt. Bare stå og tænke over det hele.

[Deleted]

Violet kom gående ned af gaden i London. Den gade som hun gik på hver dag, når hun skulle fra Gymnasiet til sin lejlighed. Der var max en kilometer, så hun havde altid gået i skole, siden hun flyttede hjemmefra. Det var meget nemmere end at skulle til at starte hendes røvlangsomme bil op. Så tog det næsten længere tid. Selvom klokken efterhånden var blevet ret mange, så havde Violet først lige forladt hendes gymnasium. Hun havde fået læseferie for cirka to uger siden, så de afsluttende eksamener nærmede sig. Faktisk havde hun været oppe til alle pånær en. Fransk. Hun havde haft fransk siden hun begyndte på gymnasiet, men derfor var hun stadig forfærdelig til det. Hun kunne simpelthen ikke finde ud af det, så hun frygtede lidt hun ville dumpe. Så det meste af hendes fritid blev tilbragt til lektiecafé på gymnasiet, hvor hun kunne studere og læse.
Violet havde sit blik fastlåst til sin iphone, som hun havde fået af sine forældre i julegave. Hendes veninde var netop kommet med endnu en kvalmende, kærestestatus hvor der stod alt muligt med at hun elskede sin kæreste, på facebook, hvilket på en eller anden måde irriterede Violet grænseløst. Hun skrev det hele tiden og det var virkelig for meget, ifølge Violet. Hun magtede ikke at læse på det. Mumlede for sig selv gik hun med blikket fastlåst til mobilen, da hun ramlede sammen med et eller andet, hvilket fik hende til at tabe mobilen på asfalten. "Hov for pokker."

[Buster Jackson]

Buster lagde kikset sit ansigt lidt på skrå, så han bedre kunne stå og hænge, mens han så på Mickey med de store, sorte ører, der var så kendte. Han var glad for ikke at have sådan et kendetegn. At være diskret og overset var noget, han faktisk synes om!
Pludselig var der noget, som ramlede ind i ham. Han havde ikke hørt noget for sine irriterende tanker, så det var overrasket og desorienteret, at han måtte holde balancen for ikke at skvatte, dér, midt på gaden. Han rettede lidt på sine briller, så de sad ordentligt, inden han lod sine brune øjne kigge op. En pige. Han havde godt hørt, der var en, der havde sagt et eller andet, men han havde ikke rigtig ænset det. Forlegen bøjede han ned i knæ og samlede hendes Iphone op fra jorden - bare den nu ikke var smadret! 
"Det, øh.. Øh, må du meget undskylde!" Fik han stille klemt ud mellem sine læber. Hvor han dog hadede ord. "Jeg - jeg stod.. Øh, opdagede dig ikke.." Usikkert blev han ved med at undskylde. Han var endda genert overfor en fremmede, han aldrig havde mødt og nok ikke ville komme til at tale til igen.. "Undskyld." Endte det bare med, mens han rakte mobilen fremmod hende igen, så hun kunne tage den. I hans store, ubrugte hænder var der, ikke nogen risiko for, at han ville tabe den. Han var jo også ret vant til at holde en mobil! Hvis han ikke kunne gemme sig for civilisationen bag væggene i hans lejlighed eller bag en kedelig avis, havde han altid sin mobil! Så tog han bare den frem og guidede sig uopmærksom frem. Når han befandt sig på sin mobil, var der nemlig aldrig nogen, der talte til ham, hvilket var det, han allerhelst ville undgå! Han kunne bare ikke tale ordentligt med folk.. Jo, hans nære venner og familie, men ellers ingen..

[Deleted]

Violet kunne ikke undgå at bemærke han faktisk havde ret pæne øjne, men sådan havde hun det med alle der havde brune øjne. Det havde hun også selv, men på drenge så det bare endnu bedre ud. Og så havde han briller. Selvom Violet normalt ikke var en diva, eller overklasse snop, kunne hun ikke lade være med at tænke han så en smule kikset ud, nørdet. Ikke at det gjorde noget, han var sikkert sød alligevel. "Det skal du ikke undskylde for." skyndte Violet sig at sige og prøvede på ikke at rødme for meget. Hun havde altid været genert overfor fremmede, og hendes rødmen var et stort problem. Det var trods alt ikke hans skyld, at Violet havde haft sit blik klistret til mobilen. Hun kunne ikke lade være med at smile forlegen da han samlede hendes mobil op og gav den til hende. "Tak." sagde hun og vendte den hurtig i hånden. Hendes hjerte stod nærmest stille af frygt for at den skulle være blevet totalt smadret. 
Et lettet suk forlod Violets læber, da hun så at mobilen ikke havde taget alt for meget skade, hvorefter hun lagde den i baglommen. "Ehm.. eh.. jeg hedder Violet." sagde Violet pludseligt uden at tænke over det, og bed sig derefter i læben. Man plejede sgu da ikke at fortæller hvad man hedder til en fremmed? Vel? Ikke lige med det samme? Violet vidste det ikke, men hold da op hun begyndte at føle sig akavet til mode. "Hvad kigger du på?" spurgte hun hurtig derefter, i håb om at kunne få startet en samtale og smidt den akavede stemning væk.